Hulmursisolering

IMG_6832

Ældre huse – også 100 år gamle huse – kan hulmursisoleres. Murene er som oftest hule – noget man umiddelbart kan se på den måde, murstenene ligger. Hvis de alle sammen ligger på langs (det hedder ’løbere’), så er muren hul. Hvis mønstret indeholder murstens ender (’bindere’), så er muren sandsynligvis massiv og kan naturligvis ikke isoleres indvendigt. Spørg til isolering, når du køber hus – og hvis det ikke er isoleret, så er det ikke nogen kæmpe operation, som skal afskrække dig til andet end at forhandle prisen ned.

Tjek muren

Det letteste er at kigge ind ved at bore et hul i mørtlen, så man laver mindst mulig skade. Så kan man kigge ind med et sondekamera og se, om der er hult eller måske spor af tidligere isolering. Nogle huse har været isoleret på et tidspunkt i deres liv – mit eget måske en gang i 50’erne, da det også fik skiftet vinduer. Den isolering er bare smuldret efterhånden og lå som et lag støv i bunden af muren.

Vælg efter mur

Man kan vælge mellem flere slags isolering – både i forhold til form og materialer, og valget skal afhænge af huset og de planer, man har med det.

Det er f.eks. ingen god ide at vælge granulat, hvis man på et tidspunkt skal skifte vinduer (og det skal man som regel på alle ældre huse), for man risikerer at granulatet løber ud af muren, når vinduerne tages ud.

IMG_1763

Det er heller ikke nogen god ide at vælge papirmaterialer eller andet, som ikke har det godt med fugt, hvis man har et hus, hvor murene står på syldsten og dermed er direkte forbundet til jorden uden fugtmembran.

Alle huse med en 100 år på bagen – og det er de fleste af de klassiske huse i det åbne land – er bygget med store sten som fundament – uden et såkaldt terrændæk, dvs. en plade af beton, som huset hviler på, og det betyder, at der trænger fugt op fra jorden op i murene, da mursten i sig selv er porøse. Det er helt normalt, og murene kan tåle det, men mange typer isolering kan ikke. I sådanne gamle huse skal man altid vælge materialer, som kan tåle fugt – fx glasuld.

Pas på murstenene

Granulat har den fordel, at man kan bore meget små huller til at puste materialet ind – de kan laves i fugerne, dvs. man skal ikke pille mursten ud. De andre typer kræver, at der fjernes nogle mursten i hver mur til indblæsning af isoleringen.

IMG_6837

Hvis huset er gammelt, er det en god ide at starte med at kigge efter, om der ligger ekstra sten i garagen eller udhuset – eller gå på jagt efter nogle hos andre med gamle huse, så man har ekstra mursten liggende, som er magen til husets egne. Der kan let gå sten i stykker, når de bliver taget ud – gamle mursten er ofte mere porøse og skrøbelige end de moderne. Og så skal man i øvrigt holde øje med dem, der udfører arbejdet. De ved godt, gamle mursten er sjældne, og hvis der lige er et par ekstra, der ikke bliver brugt, så kan de på besynderlig vis havne i bilen ved oprydningen. (Ved jeg af personlig erfaring).

Murtenene kan sagtens sættes i igen, og muren fuges igen, så man ikke kan se, der har været taget sten ud, med mindre muren er malet. Men så bliver den malet igen på et tidspunkt.

IMG_6828IMG_6608

Det vil også gøre en forskel på husets pris, når det på et tidspunkt skal sælges. Sørg for at have dokumentation for arbejdet – ikke nødvendigvis regningen – tag billeder, mens arbejdet udføres. Det er ikke til at tage fejl af.

 

 

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies til anonymiseret statistik mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk