Farvel oliefyr – goddag varmepumpe

Det er en meget stor beslutning at skifte oliefyret ud, for det skal fjernes, dvs. beslutningen er temmelig irreversibel. Der er ingen vej tilbage.

Det gamle oliefyr, vandvarmer og ekspansionsbeholder.

Varmepumper fås i mange udgaver – den letteste afløser for et oliefyr er luft-til-vand, dvs. en model, som kan bruge de eksisterende radiatorer. De koster som regel kassen – for nogle på landet mere, end huset er værd.

Hvor jeg bor på Lolland blev vi forsøgsområde, dvs. vi fik tilbud om at lease sådan en varmepumpe med en installationsudgift på 15-25.000 kr. (de første fik billigt) inkl. fjernelse af den gamle olietank, og derefter ejer Best Green varmepumpen og vedligeholder formedelst et fast beløb minus et fradrag for den el, der er brugt til varme. Det er en ny ordning, og jeg har stadig ikke helt overblik over, om den lovede pris holder noget som helst.

Det holdt mere end hårdt at få en beregning på udgiften over året (abonnement og betaling til el-selskab), og jeg endte med at måtte få den fra en anden end BG.

 

Husk BBR og forsikring

Man skal selv huske at meddele kommunen, at man har skiftet varme til elvarme, så der rettes i BBR, og til elselskabet, så man betaler mindre i afgift. Og man bør også kontakte sit forsikringselskab og oplyse, at der er ændret på huset (fx har man ikke længere risiko for skorstensbrand). Man skal også kontakte skorstensfejeren og oplyse, at der ikke længere skal fejes skorsten, hvilket han er forpligtet til at efterkontrollere hos kommunen.

Indedelen er på størrelse med et stort køle-fryseskab og vil i nok de fleste tilfælde kunne stå der, hvor oliefyret har stået.

Rørene har isolering om, dvs. de fylder ret meget.

 

Stå ved siden af håndværkerne

Man skal være obs på, at rørføringen fylder ret meget – jeg kunne have rørene til udedelen i værkstedet og slap dermed for at fjerne skabe osv. i bryggerset. Der skal også være plads til, at håndværkerne kan komme til at lave installationen. Tænk derfor grundigt over, hvor den skal være.

Det blev en mildest talt kaotisk oplevelse at få den installeret. Specielt el-firmaet svar et problem og lavede en installation, som ser farlig ud; han satte ledningerne forkert i boksen, der skal styre det hele, har ødelagt forbindelsen til en kontakt oven på, og måtte komme igen flere gange og lave tingene om. Det har efterladt skader på husmuren, er ikke udbedret. De huller og nedfaldne fliser fra væggen, som skete, da fyret blev afmonteret, er heller ikke udbedret af montørfirmaet. I det hele taget tog det evigheder, gentagne besøg osv. – bare for håndværkerne, og de er nu – et helt år efter – stadig ikke færdige.

Jeg må med eftertryk opfordre til, at man er hjemme, når det sker, og at man simpelthen nærmest står og glor dem i nakken. Derudover skal man ikke bare skrive under på, at nu er arbejdet udført – man skal tjekke bid for bid, om man synes, det ser ud ok – og hvis ikke – skrive på den seddel, man får stukket i næsen, at det ikke er afsluttet, og ikke er godkendt, og så kun med hakker der, hvor det faktisk er gjort. Ellers ender man med at betale for en installation, der ikke er i orden.

Jeg bad om at få udedelen sat på sokkrl, så der skal mere sne til, før givet problemer.

Tag billeder før og efter og hele tiden undervejs. Du risikrer at få brug for dem, og efterfølgende er det praktisk at vide, hvordan der ser ud inde bag et skab, der måske har været fjernet og er sat tilbage, og det er i særdeleshed godt at vide, hvor elkablerne ligger i væggen, så man ikke rammer dem senere, når man vil hænge en hylde eller et skab op. De ligger nemlig ikke nødvendigvis der, hvor man tror.

 

El-installation

Varmepumpen kræver sin egen gruppe på eltavlen. Det kan betyde, at der skal trækkes nye kabler fra tavlen og til indedelen, hvis man ikke har haft andet stående, som har haft sin egen gruppe, og som kan godkendes til varmepumpen (fyrets kan måske, men det skal tjekkes). Hvis der skal trækkes nye kabler, koster det ekstra, og det kan betale sig at få gjort inden og i god tid og af en installatør, man selv har valgt, så elinstallationen er klar, når pumpen skal installeres, og kablet ligger det bedst mulige sted, hvor man måske skal rydde en skunk eller lign. først. Der er sædvanligvis ventetid på en varmepumpe, så der er tid til at få lavet el ordentligt, hvis tavlen sidder ubekvemt i forhold til varmepumpen. Så kan man evt. også få lavet andet, hvis der alligevel skal trækkes kabler gennem huset.

 

Varmeregnskabet

BG oplyser, at der udsendes opgørelse i januar – sådan en fik jeg ikke. Den skulle ellers have dannet udgangspunkt for realistisk a conto, men der blev ikke rettet, og der bliver ikke rettet i a-conto forbruget, når man beder om det. Forbruget er højere end oplyst til mig, og jeg er spændt på at se et helt årsregnskab.

Den pris, der blev stillet i udsigt, har ikke holdt, hvilket bl.a. ‘forklares’ med mit forudgående lille forbrug, samt at afgiftsnedsættelsen er beregnet ud fra et ‘standard’familieforbrug på 4k kW, som er væsentligt højere end mit, og hverken denne regering eller tidligere har fundet det relevant at basere nedsættelsen på det faktiske forudgående forbrug, selvom det fx i mit tilfælde kendes 18 år bagud. Så der ønsker regeringen åbenbart at give enpersoners husstande negativ særbehandling ved at lade dem betale høj elafgift for el til varme for måske 1-2k kW. Det er ikke noget, man taler så meget om i salgsarbejdet, dvs. man får standardtal og dermed lovet en mindre regning, end der faktisk er tilfældet, selvom fx BG udmærket kender tallene, og man oplyser elforbruget til sælgeren før købet, dvs. beregningerne kan ske på et faktuelt grundlag. Hvis man altså vil. Der vil heller ikke være noget til hinder for at basere afgiften på et faktisk forbrug, hvis man ønsker at fremme denne type ordninger.

 

Flere ordninger

Der er flere selskaber, der tilbyder både leasing og finansiering, og man skal læse det med småt flere gange og regne og sammenligne. Mange tilbud er meget dyre og kan ikke betale sig i forhold til at købe selv. Hvordan de fungerer servicemæssigt osv., ved jeg ikke. Regn med at de også skifter over tid, dvs. det, du kan få i dag, vil være forskelligt fra, hvad der tilbydes om et par måneder.

Monteret ser udedelen sådan ud. Man skal være obs på, at der skal fjernes evt. bevoksning (brændenælder og hvad der ellers skal komme af sig selv) bagved, da det er der, den tager luft ind. Den blæser iskold luft ud fra forsiden, dvs. man skal ikke have den stående, hvor nogen kommer forbi, eller der er sart bevoksning i nærheden.

 

Varmepumpen

Der blev lovet guld og grønne skove – og ikke mindst et fantastisk lille forbrug – men jeg kan konstatere, at det ikke holder vand. Det blev også skåret ud i pap, at temperaturføleren sidder ude (her mod nord), og at alle radiatorer derfor skal stå på max, og så skal temperaturføleren ude nok sørge for, at der er behagelig varme. Det er så ikke faldet nogen ind, at man i normale danske somre (denne undtaget) har brug for varme på badeværelset for at holde det tørt, samt at solen står lavt og varmer kraftigt ind både forår og efterår, dvs. hvis man gør som fortalt, fryser man røven af på badeværelset og koger i stuerne både forår og efterår – og en normal dansk sommer.

Man skal regulere på radiatorerne, med mindre man vil steges levende, og man er også nødt til at sætte værdien højere på varmepumpen, for at der er varmt nok om vinteren.

Hvis man selv vælger varmepumpe, skal man – hvis man har et ganske almindeligt hus med radiatorer og gulvvarme i badeværelset – vælge en med to udgange – så der er en særskilt til badeværelset, så man kan holde temperaturen i badeværelset uden at skulle fyre op i resten af huset. Min pumpe kan ikke se forskel, så det er mere en tricky at få en fornuftig indstilling, og særligt billigt er det i hvert fald ikke.

Den nye varmepumpe fylder ikke mere end det gamle oliefyr.

Man skal være opmærksom på, at fx gamle huse ofte har let til fugt, at varmerørene også fungerer som opvarmning af selve bygningen, og at man måske har rum som ikke har anden opvarmning end de varme rør.

Varmepumper er såkaldt ’lavtemperatur’, dvs. fremløbstemperaturen er væsentligt lavere end på oliefyr, dvs. man har ikke denne opvarmning, med mindre man selv indstiller pumpen til det (og gør det dyrere). Huset kan let komme til at ’lugte af frilandsmuseum’, dvs. få fugtskader og skimmel med en lav fremløbstemperatur.

Vær obs på, at varmen fra oliefyret også er væk – jeg kan fx ikke længere tørre tøj over fyret men må bruge tørretubler, da der heller ikke er en konstant, tør varme på badeværelset, så man kan tørre tøj der.

Den indstilling, installatørene foreslår (og hver person har sin egen opfattelse), er ikke nødvendigvis den rigtige, så det kræver et års tid at finde ud af, hvordan man skal sætte indstillingerne – herunder fremløbstemperatur – for at finde noget, der passer til huset. Og regn roligt med, at det bliver dyrere end lovet, og er mere besværligt – fx at man skal ændre indstillinger over året. Jeg kører med 0 en sommer som denne, og så ellers op til +5 om vinteren for at undgå fugt og skimmel – og med en meget høj fremløbstemperatur. Det har – i modstrid med de først givne oplysninger – vist sig, at man faktisk godt kan sætte fremløbstemperaturet højt, og det giver en betydelig forskel. Huset føles mere som det gjorde med oliefyret. Med høj fremløbstemperatur kan jeg nøjes med +1, hvor jeg før måtte køre med +3. Jeg er spændt på at se, om det holder over vinter nr. 2. I det hele taget har første år været én stor ‘forsøgsordning’.

Jeg kan generelt sige, at intet af det, jeg fik oplyst før købet, har holdt – hverken indstillinger eller udgifter.

Der skal også luftes radiatorer ud, selvom de påstod det modsatte. Og nogle gange indemodulet også.

 

Varmen

Varmen er nogenlunde, som man er vant til – det er jo de samme radiatorer. Der er ikke den kendte lyd fra cirkulationspumpen – det er meget mere stille. Der kommer heller ikke den kendte lyd at fyret, der tænder. Radiatorerne kan sige lyde som normalt – det er jo som regel luft.

Jeg har ingen ide om, hvordan det evt. vil fungere med ’intelligente’ termostater. Jeg har haft sådanne, og de kostede mere olie end de sædvanlige, så jeg har pillet dem af igen. Jeg tror ikke, de egner sig til varmepumper heller.

 

Købe sin egen

Man kan sagtens købe sin egen varmepumpe – af alle mulige slags fra simple vægmonterede luft-til-luft, som blæser direkte ind, til de store, som kobles på radiatorerne.

De helt små giver fin indblæsning, og det kan give en tørrere luft om vinteren, men det er absolut ikke erstatning for en sædvanlig varmekilde.

De lidt større er mere klimaanlæg end opvarmning. Man skal op i luft-til-vand, før det kan regnes for et reelt alternativ til oliefyr.

Farvel til den gamle olietank – der blev pludselig mere plads i værkstedet.

Varmepumper et stadig meget dyre, så det er en investering, man skal måle mod husets værdi. I forhold til jordvarme osv., er det et nemt og velfungerende alternativ, der nu har været brugt længe nok til at være driftssikkert og ikke byde på for mange overraskelser. Man skal bare ikke tro ubetinget på oplysningerne om udgiften. Specielt ikke, hvis man starter med et meget lille elforbrug.

 

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies til anonymiseret statistik mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk