Nemme solcelleanlæg

Det er muligt at have et solcelleanlæg uden hverken en stor investering eller opkobling til elnettet. Der findes en del små anlæg, som blæser varm luft ind, når solen skinner (ofte behøver den kun skinne svagt, før anlægget virker), og de kan være en udmærket kilde til mere tør luft i boligen eller sommerhuset – specielt om vinteren. Til gengæld skal man ikke forvente, de bidrager til opvarmningen.

Bedst til store eller forbundne rum

Man får mest udbytte af anlægget, hvis det kan placeres, så det dækker et stort areal, dvs. hvis man har en stor stue, skal det sidde monteret direkte på væggen til stuen. Det er ofte let nok – stuer vender som regel mod syd. I huse med mange små rum, vil nytten være begrænset.

De kan høres – det er jo en ventilator – det kan så opfattes som lyden af gratis frisk luft. Lyden svarer nogenlunde til en bordventilator. Men de syner ikke af så meget.

Tjek bevoksningen

De små anlæg monteres på væggen, dvs. i murhøjde, så man skal holde øje med bevoksningen i solretningen, da solen står meget lavt om vinteren, og det kan være nødvendigt at beskære for at sikre, at sollyset når anlægget, når solen står lavest. Til gengæld har man så max udbytte af den.

Mere udluftning end varme

Man skal ikke forvente besparelser på varmeregningen, så vidt jeg kan skønne efter at have haft sådan et anlæg i nogle år. Men – man får frisk luft ind i huset, som allerede er opvarmet, og det er en kæmpe fordel sammenlignet med at skulle åbne vinduer om vinteren for at få luftet ud. Det er også tør luft, når den kommer ind, og det kan godt mærkes i et gammelt hus. Der lugter simpelthen bedre om vinteren.

De kan muligvis også holde et sommerhus lige akkurat over den kritiske kulde- og fugtgrænse i vinterhalvåret, så man sparer på en ellers kostbar elopvarmning, men jeg har ikke set det dokumenteret.

Nul driftsomkostninger

Den primære effekt er meget mere frisk luft uden træk og kulde i vinterhalvåret, og det er i sig selv prisen på 4-10.000 kr. værd. Der er ingen driftsudgifter – anlægget sidder direkte på væggen og blæser ind, og da solen både varmer luften op og sørger for strøm til anlægget, så koster det ikke en krone, når først det sidder der, og der er ingen problemer med ændringer i elrefusion, da det ikke er forbundet til elnettet.

Nemme at montere

De er lette at montere, men det kan være en god ide at lade en håndværker om det – specielt når der er tilskud til det. De har det rigtige værktøj til fx at bore meget store huller i hulmure og sikre, at beslag m.v. kan bære og er monteret korrekt.

 

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies til anonymiseret statistik mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk