Tid til drivhus

Hvis man gerne vil forlænge sin havesæson og måske også gerne vil have nogle grøntsager, man faktisk spiser af – tomater, agurker osv. – er et drivhus en rigtig god ide. Men inden man sætter traileren på bilen og kører til byggemarkedet, skal man overveje et par ting.

Størrelse

Et drivhus kan have mange størrelser, og man skal i den forbindelse overveje to ting: hvad vil man gerne have i det – og hvad får man passet, når det kommer til stykket? For mange er noget omkring 8-10 m2 måske praktisk, for der er plads nok til en 6-8 plantekasser og et par stole, og det er ikke uoverkommeligt at passe.

 

Placering

Drivhuset skal stå, så der kommer sol, og det skal stå så meget i læ som muligt. Vindforholdene på Lolland-Falster kan være barske – især hvis man bor i det åbne land. Det kan være en fordel at placere drivhuset op ad en mur, så man kan bruge den til at holde på varmen, og der er en øst- eller nordvendt mur bedst. Men… det betyder, at drivhuset trykkes sammen, når vinden kommer på, og det kan få glasset til at springe, hvis det står et udsat sted. Tjek vindforholdene før pladsen vælges. Det er ikke sjovt at bruge en masse tid på at samle glasskår – og slet ikke hvis man har børn og dyr. Glas og polycarbonat er lige vindsarte. Hvis man kun har en udsat placering, skal man vælge et drivhus med stærke profiler, og man kan overveje at lave en beskyttelse mod vindsiden ved f.eks. at sætte et par stolper op med enten plexiglas eller  stålnet, eller hvor man kan sætte et ‘sejl’ på til at bryde vinden, når den er værst.

Samling

Saml ikke drivhuset, før der sættes ‘glas’ i. Specielt ikke, hvis der er udsigt til blæst. Der er en ret stor bæreflade på aluminiumsrammen, og den kan sagtens tage sig en flyvetur.

Gør præcis som der står i vejledningen. Den skal følges slavisk og til punkt og prikke. Hvis ikke der samles nøjagtigt som angivet i korrekt rækkefølge, ender man med dele, der ikke kan samles. Drivhusvejledninger er de mest præcise, der findes – og med god grund.

Sæt drivhuset på en sokkel, der sidder fast, og sæt noget i soklen – lægter, sten eller andet, som kan holde den lodret. Bolt den fast til underlaget – gerne et støbt fundament. Drivhuset skal nok blive stående, når først det er samlet, selvom det ikke sidder boltet til soklen. Det sørger vægten for. Men soklen må ikke kunne skride eller bøje pga. vindtryk.

Brug ikke silikone rundt om glasset. Clips og gummilister er nok – og siliconen vil kun give problemer, hvis glasset går i stykker.

Og saml og sæt glas i nogenlunde samtidigt – hvis ‘skelettet’ får lov at stå i kraftig blæst, der der bæreflade nok til at sende det ud over markerne

 

Gulv

Det kan være en god ide at lægge fliser i drivhuset ligesom på en terrasse. De er lette at vedligeholde, og hvis man bruger plantekasser, kan man få fjernet det hele – inkl. sidste års larver og skimmel – så det kan gøres ordentligt rent. Det er også behageligt, hvis man vil bruge drivhuset som ‘udestue’.

 

Ventilation

Vælg et drivhus med flest mulige ‘vinduer’ og sæt automatåbnere i dem alle sammen.  Om sommeren skal du også åbne døren, når du tager hjemmefra om morgenen, så der ikke bliver for kvælende.

 

Skygge

Når sommeren er på sit højeste, er solen for voldsom, og der bliver for varmt. Også selvom man har åbne vinduer og dør. Brug skyggenet, som er lette at hænge i kroge, få ned igen og gøre rent. Lad være med at male på glasset. Polycarbonat’glas’ giver ikke helt samme bragende varme som rigtigt glas og holder bedre på varmen om natten, men der skal skygges alligevel. Brug et termometer til at se, når det er for meget. Ellers vil bladene hurtigt vise det – de bliver tørre og brune, og så er det på høje tid at få skygget af. Sæt plantekasserne, så man kan komme bagom og sætte net op. De samme kroge kan også bruges til at tøjre tomaterne i toppen.

 

Planter

Det er ubetinget lettest at bruge kapillærvandekasser og plantesække; de kan holde sig med vand, mens man er på ferie, og det er lettest i vedligeholdelse. Sækkene kan kasseres efter sæsonen, så eventuelle sygdomme, skadedyr osv. også ryger med ud, og kasserne kan spules og gøres rene med noget desinficerende, hvis det er nødvendigt. Jorden bliver heller ikke udpint.

Man kan evt. lade en flise ‘mangle’ og lave plads til et træ – fersken, vin, figen eller lign., som så kan gro direkte i jorden under og dermed få plads til et ordentligt rodnet. Husk det skal gødes.

Besøg dit lokale havecenter og få nogle sunde planter og så meget vejledning, du har brug for.

Frø

Med frø findes der langt større variation i sorter, og man kan gøre brug af muligheden for at købe på nettet. Her er det specielt engelske Thompson og Morgan, som udmærker sig med et frøprogram, som måske kan få nogle til at spærre øjnene op. Specielt på grøntsagssiden er der et udvalg, de færreste kender: over 20 slags bønner, 10 slags broccoli, 20 slags gulerødder – inkl. nogle røde – og et fantastisk udvalg i peberfrugter, bl.a. sorter, man ikke bøvser af og nogle, der egner sig specielt til grill. De sender fra England, så der er ikke toldproblemer.

Og så må man selvfølgelig vænne sig til, at også andre bruger drivhuset

nogle skal hjælpes ud igen, og det kan kræve, man fjerner et par ruder – også en grund til ikke at sætte glasset for godt fast

den kom uskadt ud igen.

 

Anduin

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies til anonymiseret statistik mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk